8. december 2010

Juletraditioner



Julen har mange traditioner bl.a juletræet. I den førkristne tid, havde folk og folkestammer ofte hellige lunde og træer, hvor de ofrede til guderne. Disse træer var oftest eg og ask, som f.eks Yggdrasils ask fra den nordiske mytologi. De repræsenterede forbindelsesledet mellem den himmelske og den jordiske sfære. De samme forestillinger finder vi i det Gamle Testamente i de to helligtræer visdommens og livets træ.

I det 15. og 16. århundrede, begyndte det tyske håndværkerlaug at afholde en slags juletræsfest, hvor de stillede et grantræ op i deres lokaler og pyntede det. Børnene fik så lov til at tage de gaver som hang på grenene.

En anden historie fortæller, at Martin Luther skal have stillet et grantræ op i sit hjem og placeret stearinlys på grenene, som sindbillede af stjernerne der blinkede mellem grenene på skovens træer.

I 1605 skriver en ukendt forfatter fra det sydlige Tyskland, at juleaften rejser man grantræer i stuerne, hvor på man hænger roser, der er klippet af farvet papir, æbler, oblater, flitterguld og sukker.

Skikken bredte sig langsomt, og fra 17. århundrede ved man, at folk i Strasbourg ofte brugte pyntede træer i forbindelse med julefestlighederne.

I Danmark kan det formodentlig første juletræ føres tilbage til 1808, hvor grevinde Wilhelmine fra Holsteinborg Gods ved Skælskør i juletiden tændte lys på et grantræ. I København blev det første træ tændt i 1811, hos Frederikke Louise og Martin Lehman i Ny Kongensgade. Martin Lehman stammede fra Holsten, og skal have taget skikken med sig til København.

På den tid begyndte skikken også at brede sig andre steder, udenfor Tysklands grænser. De første beretninger om juletræer i Norge stammer fra ca. 1820.

7. december 2010

Advendt - hvad er det for noget ?


Advendt er en juletradition - men hvor gammel er den tradition?

Advent betyder "Adventus Domini", dvs. "Herrens komme". Herren, der sigtes til er naturligvis Jesus

Adventstiden er det kirkelige nytår, og oprindeligt tænkt som en faste- og bodstid, hvor man forbereder sig til den åndelige "oplevelse" som forestår ved fejringen af Jesu fødsel. Advent har altid været en kirkelig begivenhed, der først i nyere tid har fået folkelige aspekter.

Violette adventskranse
Ligesom juletræet har adventskransen sine rødder i Tyskland, og kom til Danmark i tiden omkring Første Verdenskrig. Den fandtes først i Sønderjylland, og blev rigtig udbredt og populær i løbet af 30´erne og 40´erne. Oprindeligt er adventstiden tænkt som en faste- og bodstid fra kirkens side, og tanken var, at man her igennem skulle forberede sig åndeligt til Jesu fødselsdag. Da violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, har violet været anvendt som farve til kransens pynt i katolske dele af fx Østrig og Tyskland.

3 bånd i kransen?
Et godt tegn på, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunne komme på julemærkerne. Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde netop adventskransen som motiv. Efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, - at man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd - de nationale farver - har utvivlsomt også bidraget til dens succes. I øvrigt vises den første adventskrans på julemærket i 1946 ophængt i 3 bånd, og ikke i 4.

6. december 2010

Julequiz på Pallesgavebod


Elsker du quizzer så er her en dejlig julequiz, hvor alle kan være med.

Gevinsten for rigtigt svar er en ny bog - hver dag. Så tjen dig selv en ekstra julegave.


Julequizzen foregår på børnebibliotekernes hjmmeside Pallesgavebod:



1. december 2010

Findus' juletræ


Her ser du Findus' juletræ.

Ja Peddersen har selvfølgelig hjulpet så godt han kunne.

Læg lige mærke til den gamle gulerod forneden til venstre - det er da smukt ikke!!

30. november 2010

Dronningen i Ribe

Vores genbo RIBE KUNSTMUSEUM har netop haft besøg af selveste Dronning Margrethe.
Se godt efter på billedet (klik på det så blir det lidt større). Dronningen står i døråbningen med blå hat.
Det var i fredags, da museet åbnede igen efter at det er blevet repareret og malet i næsten et år. Hvis du ser godt efter, kan du også se majestætens bil "Krone 1". Billedet har jeg taget fra et vindue på biblioteket.

8. november 2010

Rune i Ribe




Rune T Kidde (udtales med bløde d'er!) fyrede en masse ækle historier af for et begejstret publikum på Ribe Bibliotek. Hold da op hvor kan han fortælle - og synge!

Der blev da også tid til at få autografer - og køen var lang.
Det blev en ret morsom november-mandag-eftermiddag.

4. november 2010

Rune T. Kidde



Mandag og tirsdag i næste uge kommer Rune T. Kidde på besøg i Vestjylland.

Mandag eftermiddag på Ribe Bibliotek, mandag aften på Hovedbiblioteket i Esbjerg og tirsdag eftermiddag kommer han til Bramming.

Vi fik udleveret alle billetterne meget hurtigt - så nu er vi mange der går og glæder os til et forhåbentligt meget sjovt foredrag - jeg gør ihvertfald!