30. marts 2009

Hej

Hvis I ikke kan kende mig fra mit billede, så skyldes det at jeg har fået krøller siden det blev taget. Jeg kan godt lide forandring når det gælder hårfarve og klip - og en gang ægte købte krøller giver virkelig forandring. Jeg skal se om jeg kan fange en fotograf i løbet af ugen, så der kommer et mere nutidigt billed på bloggen.
Ellers ganske kort om mig selv. Jeg elsker at læse bøger på engelsk - lige for øjeblikket helst militær science fiction (rumkrig). Ellers krimier og fantasy. Jeg har ikke mange hobbyer (læsning tager meget tid), men madlavning er en af dem. Jeg kan lide at læse opskrifter og prøve nye ting. Prøv denne side (den er engelsk): http://www.stumbleupon.com/toolbar/#topic=Food/Cooking&url=http%253A%252F%252Fwww.tastespotting.com%252F

27. marts 2009

APRILSNAR


På onsdag uddeler bibliotekerne i Esbjerg Kommune gratis mobiltelefoner til alle børn, så vi nemt kan skrive til Jer!!!!!

Tror du på det?? NEJ det skal du heller ikke -for på onsdag er det 1. april og så må man narre APRILSNAR.

Det er en gammel spøg at man må narre hinanden på en sjov måde 1. april.
Men altså - på en sjov måde!

For nogle år siden skrev vi i aviserne en historie om en stakkels lille abe, som var set rundt om i Ribe. Til sidst blev den fundet og vist frem her på biblioteket i Ribe.

Og den lille silkeabe - du ved Pippis Hr. Nilsson - sad i sit bur på biblioteket og var slet ikke blevet væk, men kom fra en zoologisk have i Lintrup! Der kom mange og kiggede på den - så helt aprilsnar var det jo ikke.
God Weekend og god aprilsnar på onsdag!!

26. marts 2009

Teater Festival


Har du nogensinde været til festival med teater?

Hvert år er der forskellige steder i landet en kæmpe festival med masser af teater og musik for børn og unge. 500 forestillinger for alle aldre med mere end 100 teatre!


Det foregår i Ballerup i år - 24.-26. april - og det hele er gratis!


Klik på billedet her - så får du mere at vide


Og så kan du jo glæde dig til næste år

11.-18. april 2010 kommer hele den store festival til Esbjerg Kommune

Der bliver teater over hele komunen i en hel uge - i både Bramming,Ribe og Esbjerg

24. marts 2009

Charlie og chokoladefabrikken



"Hr. Wonka stod ganske alene lige indenfor den åbne port. Og det var en højst ualmindelig lille mand! På hovedet havde han en høj sort silkehat."



Sådan starter en helt utrolig historie skrevet af Roald Dahl: "Charlie og chokoladefabrikken"




Den kan du selvfølgelig låne og læse - men du kan også se den på film.

På Ribe Bibliotek og Bramming Bibliotek kan du se denne flotte film med Johnny Depp i rollen som Willy Wonka.

Filmen vises tirsdag 28. april i Ribe og Onsdag 29. april i Bramming.

Se på http://www.booki.dk/, hvornår den spilles og hvordan du får billetter.

Om du så kan tåle at spise chokolade bagefter - det er noget helt andet!

20. marts 2009

Lektiecafé på biblioteket


Læse lektier på biblioteket? - jamen skal det ikke være hyggeligt og spændende at gå på biblioteket, siger du!

Jo da - men her på Ribe Bibliotek har vi hver tirsdag og torsdag eftermiddag lektiecafé.

Og det betyder at mange børn mødes for at få hjælp til nogle af de opgaver skolen giver.

I lektiecafeen kommer der voksne og hjælper med opgaverne - og så hygger vi os sandelig også.

Der er da tid til både kortspil, computerspil og saftevand, frugt og kage.

Sikke et liv der er i børnebiblioteket! Sådan!


19. marts 2009

GameReactor - nyt gratis blad på biblioteket

Har du opdaget at vi just har fået det spændende pc/konsol spilleblad GameReactor på biblioteket? Du kan komme og hente et eksemplar helt gratis.

Måske kender du det i forvejen?

Hvis du ikke gør, kommer her lidt oplysninger om det:
Du kan læse om nye og kommende spil til PS3, Wii, Xbox 360, PSP, DS, PS2 og PC. Læse om Gadgets, interviews med spilproducenter, og meget andet. Så, hvis du er spil interesseret, er dette blad lige noget for dig. Og så er det som sagt helt GRATIS!


Hvis du er gået forgæves efter det, eller ikke kan finde det, så spørg. Evt. er det fordi det ligger et sted hvor du ikke har opdaget det, men det kan jo også være, at det allerede er revet væk. Hvis vi ikke har flere, kan det være, at vi i fremtiden køber flere, hvis du spørger efter det.
Men det kommer selvfølgelig helt an på om DU/I gerne vil ha´det. Altså, udbud og efterspørgsel hænger sammen.


Kender du ikke GameReactor, kan du følge dette link til deres hjemmeside og blive bare lidt klogere :o)

http://www.gamereactor.dk/?sid=8950e6fb1cd2f5378eb6989bc4c9c8f5

PEGI rating på spil - hvad betyder det?

Hvis du er som jeg og mener at du har styr på hvad PEGI betyder, så vil det ikke komme bag på dig, når du ser denne forklaring.
Meeen......., hvis du nu virkelig er som jeg, kan det på den anden side være, at du tror du ved hvad det betyder, men ikke gør det helt rigtigt alligevel og så vil du blive lige så overrasket som jeg, da jeg læste dette. Her kommer en forklaring:

Aldersmærker:
3+ : Spillet vurderes som harmløst, men det kan sagtens være for svært for små børn
7+ : Spillet kan virke skræmmende på mindre børn
12+ : Spillet kan indeholde bandeord og udetaljeret vold
16+ : Spillet kan indeholde voldelige scener, hvor man fx kan se blod
18+ : Spillet viser fx realistisk vold mod forsvarsløse mennesker og dyr. Man skal i sagens natur være ekstra opmærksom på spil mærket 18+

Indholdsikoner:
Stoffer : Spillet refererer til eller viser brugen af stoffer
Diskrimination : Spillet indeholder scener, der kan virke diskriminerende
Vold: Spillet indeholder voldelige scener
Stødende sprog : Spillet indeholder stødende sprog
Skræmmende scener : Spillet kan virke skræmmende på børn
Sex og nøgenhed : Spillet viser nøgenhed og eller refererer til sex
Gambling : Spillet opfordrer til eller underviser i pengespil
Pegi online : Logoet viser om spillet kan spilles online. Samtidig fortæller det, at spillets producent og operatør har forpligtet sig på nogle grundlæggende retningslinier i forhold til beskyttelse af børn og unge spillere

Nå, blev du så ikke bare lidt overrasket? Aldersmærkningen betyder altså, at et spil med mærkningen 3+ ikke nødvendigvis kan spilles af børn på 3 år.
Og, så er det iøvrigt også sådan, at PEGI rating kun er VEJLEDENDE. Det er altså ikke sådan, at man absolut skal rette sig efter den. Hvilket vil sige, at børn på 6 år ikke må spille et spil med mærkningen 7+. Eller, at spillet med mærket 7+ er for svært for børn på 6 år. Her gælder den regel der gælder for som så meget andet - lad den sunde fornuft guide dig og brug så PEGI som den vejledning den er tiltænkt :o)

Er du interesseret i mere information om PEGI rating og om gode regler og onlineetik for børn og voksne, kan du med fordel besøge disse 3 hjemmesider:

Du kan læse mere om PEGI på denne hjemmeside:
http://www.pegi.dk/

På Medierådet for børn og unge, kan du finde gode råd om internetsikkerhed og andre gode ting:
http://portal.medieraadet.dk/

På spilpolitik.dk kan du finde gode råd til forældre om børn og spil:
http://www.spilpolitik.dk/

17. marts 2009

God billedbogsserie - Mor Muh og Krage

Kender du den fantastiske ko Mor Muh og hendes fjerede ven Krage? Selv er jeg helt pjattet med den søde, skøre ko og læser om hende igen og igen. Og griner hver gang hendes yver kommer i vejen og morer mig når Krage siger, at det kan hun ikke, men det kan hun.


Ikke?

Jammen så er det da på tide!

Mor Muh er verdens sødeste, sjoveste og mest nysgerrige ko og hendes nysgerrighed, bringer hende ud i alle mulige sjove situationer. Hun gynger, (forestil dig en gyngende ko!!?), rutcher på rutchebane, danser ballet, kælker og bygger en træhytte oppe i et træ. Og med de gode billeder af Svend Nordqvist (ham der også laver Peddersen og Findus) er man godt underholdt sammen med mor eller far. :o)


Der findes følgende billedbøger om Mor Muh:

  • Mor Muh kælker

  • Mor Muh bygger en træhytte

  • Mor Muh gør forårsrent

  • Mor Muh og Krage

  • Mor Muh klatrer i træer

  • Mor Muh får et sår

  • Mor Muh og Krages jul

Du kan også låne højtlæsningsbøger og lydbøger om Mor Muh, det er både god og sjov læsning til hyggestunder med mor og far :o)


Har du nu fået blod på tanden og har læst og læst, så er det værd at bemærke, at der også findes en film om Mor Muh. Du kan se en film trailer på denne hjemmeside:

http://filmz.dk/film/mor-muh-og-krage/trailers

Hits for Kids & anden musik

Endelig, endelig blev det min tur til at få Hits for Kids vol. 20. Har ellers ventet længe på den fordi reservationskøen var så laaaang. Og så var der jo også lige den der irriterende karens tid...
Men, nu er det som sagt blevet min tur.

På denne cd er der både Martin og Basim, men selv er jeg nu mest til September: Cry for you, Infernal: Whenever you need me, Chris Brown: With you og Jordin Sparks: No air.
Er det ikke sådan det altid er?? På en hel cd er der sådan ca. kun 3-4 numre man gider at høre. Sådan har jeg det i hvert fald. Og lige nu hvor jeg hører Chris Brown på min pc, hygger jeg mig rigtig meget med den gode musik og med blog skriveri :o)

Lytter du også til musik? Det gør du selvfølgelig – men hvad slags? Er det dansk musik a la X-Factor, hip hop, pop, rock eller en skøn blanding af dem alle? Bruger du både cdér og musik hentet fra nettet, fra fx www.netmusik.dk?
Og hvad lytter du det på – din telefon? Jah, mulighederne er mange – lad mig høre hvad du lytter til og hvordan.

16. marts 2009

Online girls

http://www.y8.com/
Den anden dag opdagede jeg lige en ny hjemmeside med online spil for børn.
Jeg kom gående inde fra mit kontor og ud i børnebiblioteket, og i forbifarten, så jeg lige ind i en pc skærm og blev fanget af mange flotte og klare farver. En af de piger der er fast pc bruger hos mig (børnebiblioteket i Bramming, skulle nogen være i tvivl), sad og spillede et online spil jeg havde ikke set det før.
Det blev jeg selvfølgelig nødtil at finde ud af hvad var, så jeg spurgte, og det var altså hjemmesiden http://www.y8.com/.

Ved min egen pc på bibliotekarbordet var det fred og ro, så jeg fandt hjemmesiden med det samme. Jeg er altid interesseret i gratis online spil, især dem der er for børn. Og dem, har jeg opdaget, er der mange af.
Altså, jeg fandt y8 og begyndte at surfe rundt. Det første jeg prøvede var en af de mange påklædningsdukker, Ellament. En sød lille alf man skal finde tøj, sko, hår, øjne, baggrund osv. til. Altså, lige noget for piger :o)

Spiller du også spil på nettet? Hvad spiller du? Jeg kender allerede til Habbo, GSM, Rune Scape, Guppylife og flere andre, men jeg er altid meget interesseret i at finde nye gode online spil. Måske du kan anbefale nogen?? Skriv, skriv, skriv og lad mig høre :o)

15. marts 2009

Weekendmusik

Hvor er dert rart at holde weekend. Jeg nyder at have fri og lave absolut ingenting. Dvs jeg lytter til lidt musik og får læst lidt.

Musik er en underlig størrelse. Man kan få mange forskellige følelser frem ved at lytte til musik. Nogle gange kan jeg få lyst til at høre sørgelig musik og andre gange har jeg brug for noget der sætter gang i det.

I denne weekend har jeg haft brug for noget at grine af og smile over. Og derfor er jeg gået ombord i mine pigers musik og har lyttet meget til Kaya Brüels to cd'ere Med dannebrog på næsen og Jeg fandt en sang på vejen.












Kaya Brüels oldefar komponerede melodien til Rapanden Rasmus, noget hun er meget stolt over. Efter hendes oldefars død fortæller hendes oldemor, at han komponerede en masse andre børnesange. De blev fundet frem og resultatetet kan høres på disse to fremragende børnecd'ere. Teksterne er af Halfdan Rasmussen og det er fremragende danske musikere der hjælper Kaya med musikken.













Jeg kan kun anbefale at få fat på disse to cd'ere. Man bliver i rigtig godt humør, når man lytter til dem og det gælder også voksne.

11. marts 2009

Jakob Martin Strid - garanti for god underholdning

Jeg er en meget stor fan af Jakob Martin Strid. Jeg har virkelig moret mig over hans tegneserie Strid mange gange. Men det er ok gennem hans billedbøger, at jeg virkelig er blevet en stor fan.

Jakob Martin Strids billedbøger tager en med i et skævt børneunivers, hvor der sker de særeste ting. Og samtidig tager han fat på nogle af livets store spørgsmål eller får skabt sjove rim. To af mine Jakob Martin Strid billedbøger er Mormors gebis og Lille Frø. To billedbøger der har vækket stor begejstring hjemme hos os.

Lille frø faldt ned fra stjernerne og kom til at bo hos familien Frø. Far og mor Frø elsker lille frø, og er meget glade for, at det lige var deres tag han faldt ned igennem. Lille Frø er en meget aktiv frø og en meget uartig frø. Og vi hører om alle de slemme ting Lille Frø laver og det er ikke småting. Det ender med at Lille Frø kommer til skolepsykolog! Men det går helt galt og Lille Frø stikker af, fordi der ikke er nogen der kan lide ham, tror han. For efter en katastrofefyldt tour gennem hele verden, ender han tilbage hos familien Frø, der har savnet ham og slet ikke kan undvære ham.

Lille frø er en morsom og eftertænksom bog om det at være sig selv. Børne elsker historien og kan høre den igen og igen og som voksen, sidder man og morer sig over de fantastiske tegninger og sjove indfald. Jeg har på fornemmelsen at Jakob Martin Strid ikke er allerbedste venner med fænomenet skolepsykologer...

En god bog til børn fra 3 år.


En pragtfuld samling rim fulgt godt op af billederne i bogen. Hjemme hos os elsker vi Min mormors gebis. Jeg har med god erfaring læst bogen op i en børnehave og ungerne slugte de fantastske vers. Billederne understøtter rimene, så børn kan bruge lang tid på at finde de forskellige elementer fra versene i billederne. Det er virkelig sjovt også for voksne. Et af mine ynglingsrim er:



Araberkomplot!
Araberkomplot!
De stjal min mors rabarberkompot
Komplet komplot
De åd det råt
Det måtte de egentlig også godt


Prøv at læse dette hurtigt op og gentag det en tre-fire gange.

Bogen er et sikkert hit og alle, også voksne, har godt af at læse den.

Prøv at gå på opdagelse i hele Jakob Martin Strids univers og oplev en sjov og vedkommende verden, som både børn og voksne bliver underholdt af.

Se hvad biblioteket har af Jakob Martin Strids bøger her.

Husk at du kan læse flere anmeldelse af bøger for børn og unger her

9. marts 2009

Host og snøft og lidt pc-spil

Host...snot...snøft...og lidt mere hosten. Det er min dag lige nu. Jeg er blevet så forkølet, at jeg ingen stemme har og værre endnu, så kan jeg ikke smage, hvad jeg spiser.

Det eneste gode der er ved denne tilstand er, at jeg har fred og ro til at spille mit gamle ynglingscomputerspil. Jeg elsker at dykke ned i Colonization og blive der nogle dage. Det er superfedt at være opdagelsesrejsende i Amerika og opbygge landsbyer, sikre udvikling og slå andre europæere og indianere ihjel, så jeg kan få herredømmet over Amerika.

Det drejer sig kort om, at man vælger at rejse ud som opdagelsesrejsende, enten som englænder, spanioler, hollænder eller franskmand. De forskellige nationaliteter har forskellige egenskaber. Jeg vælger som regel hollænderen, der har handel som specialitet. Derefter er det i gang med at udforske det land, man er kommet til (man kan vælge mellem Amerika eller et land man selv opbygger) og så få bygget byer. Jo bedre man bygger og jo flere penge man tjener, des flere folk kan man få til det nye land. Til sidst kan man erklære sig uafhængig, hvorefter man skal kæmpe mod militære styrker fra sit oprindelsesland.

Der er ikke tale om et nyt spil, jeg tror første gang, jeg spillede det, var tilbage i 1994. Der er ingen storslået grafik, ikke noget med 3D og lyden er så rædselsfuld, at det er bedre at spille uden. Men jeg nyder nu mit spil og kan få mange timer til at gå med det.

Glæder mig dog til at blive rask igen og være tilbage på børnebiblioteket i Esbjerg.

6. marts 2009

Weekend - hvordan skal tiden gå...

SÅ er det weekend. Jeg skal have huset fuld af gæster, skal også lige nå at læse lidt bøger og ikke mindst spille wii.

Den første uge i bloggen er ved at være ovre. Det har været sjovt og hårdt at komme i gang. For hvad er det man kan skrive om og hvad er det for historier man kan/vil fortælle. Mon ikke næste uge kan lære mig lidt mere om det.

Næste uge sker der store ting og sager for børnebiblioteket. Hele hovedbibliotekets personale flytter til nyt kontor. Det glæder vi os meget til. Vi sidder 9 mennesker på meget lidt plads og har brug for luft for at blive endnu bedre til vi gør. Vores gamle kontor skal så med tiden indrettes til...ja det er lige det, det hele kommer til at handle om...hvad skal det mon bruges til?

Vi skal i dette forår i gang med at indrette nyt børnebibliotek og det er vi meget spændt på. Men mere om det i de næste uger her på bloggen.

5. marts 2009

Drillerier og sang

Kender du det, at en eller anden nynner eller navner en sang, og bum, så klikker det i hjernen og melodien sidder fast resten af dagen. Er man rigtig uheldig, bliver den flere dage.

Sådan en oplevelse havde jeg i går. Sad og lyttede til et foredrag, hvor krummesangen "Det er ikke så svært, når man først får det lært" bliver nævnt og BANG sad den så fast. Tog mig selv i at nynne den igen og igen.

Jeg har flere gange drillet min søster med sange. Hun er typen, der får en sang på hjernen i laaang tid. F.eks. kan hun slet ikke med Tim Christensens titelmelodi til tv-serien Nikolaj og Julie. Hvad gør den søde storesøster (mig)...sender en sms med ordene "What if we were ment to be together" Og sikrede dermed, at hun blev drevet til vanvid resten af dagen.

Hmm måske det er tid til en lille sms???

3. marts 2009

Wii oui oui

I øjeblikket er vores store skærm til wii udlånt til voksenbiblioteket, vi glæder os til at få den tilbage. Vi har som nødløsning sat et fjernsyn op, så man stadig kan udvikle sine evner i forskellige sportsgrene.

Det er fedt at spille wii og vi gør det gerne her på biblioteket. Jeg er ret god til tennis (synes jeg selv) og vil helt vildt gerne spille. I perioder har jeg temmelig ondt i armen, fordi jeg forgæves forsøger at blive bedre til baseball og det lykkes ikke helt.

Jeg er vild med sportspillene, men min personlige favorit er nok Super Mario Galaxy, stærkt efterfulgt af Ratatouille. Jeg synes det er fedt at bruge tid på wii'en og låner en del spil med hjem fra biblioteket. Senest havde jeg GuitarHero med hjem og det var vildt. Hold k... jeg synes det var sjovt og svært. Kæmpede mig igennem på absolut begynderniveau, men det kræver en del øvelse at komme videre.

Tror hellere jeg må tage hjem nu og få øvet mig lidt mere i det wii.

2. marts 2009

Hallo er der nogen?

Jeg sidder lige her og skal forsøge at skrive noget til dette første historiske indlæg til bloggen. Historisk er det, fordi det er det første blogindlæg fra børnebiblioteket i Esbjerg.

Og hvad vil vi så med denne blog? Ja vi håber jo på, at vi her kan få fortalt de mange gode, sjove historier vi oplever på børnebiblioteket. Hver dag møder vi mange børn, der gerne vil fortælle os en lille historie eller vil vide et eller andet og disse fortællinger er ind imellem så gode, at vi gerne vil fortælle dem videre.

Der er også alle de gode bøger vi læser. Selvfølgelig kan man læse anmeldelser på vores hjemmeside, men her kan vi få lov til at fortælle om de bøger, der betyder rigtig meget for os eller som vi synes kunne være gode at diskutere med jer.

Andre gange har man til gengæld brug for hjælp til at finde ud af noget selv. F.eks. hvordan synes I børnebibliotekerne skal indrettes eller noget i den retning.

Som I nok kan se, så er der mange ting vi gerne vil med denne blog og vi håber på at få mange læsere og mange til at kommentere.

Så lige til allersidst: Velkommen til!