9. marts 2009

Host og snøft og lidt pc-spil

Host...snot...snøft...og lidt mere hosten. Det er min dag lige nu. Jeg er blevet så forkølet, at jeg ingen stemme har og værre endnu, så kan jeg ikke smage, hvad jeg spiser.

Det eneste gode der er ved denne tilstand er, at jeg har fred og ro til at spille mit gamle ynglingscomputerspil. Jeg elsker at dykke ned i Colonization og blive der nogle dage. Det er superfedt at være opdagelsesrejsende i Amerika og opbygge landsbyer, sikre udvikling og slå andre europæere og indianere ihjel, så jeg kan få herredømmet over Amerika.

Det drejer sig kort om, at man vælger at rejse ud som opdagelsesrejsende, enten som englænder, spanioler, hollænder eller franskmand. De forskellige nationaliteter har forskellige egenskaber. Jeg vælger som regel hollænderen, der har handel som specialitet. Derefter er det i gang med at udforske det land, man er kommet til (man kan vælge mellem Amerika eller et land man selv opbygger) og så få bygget byer. Jo bedre man bygger og jo flere penge man tjener, des flere folk kan man få til det nye land. Til sidst kan man erklære sig uafhængig, hvorefter man skal kæmpe mod militære styrker fra sit oprindelsesland.

Der er ikke tale om et nyt spil, jeg tror første gang, jeg spillede det, var tilbage i 1994. Der er ingen storslået grafik, ikke noget med 3D og lyden er så rædselsfuld, at det er bedre at spille uden. Men jeg nyder nu mit spil og kan få mange timer til at gå med det.

Glæder mig dog til at blive rask igen og være tilbage på børnebiblioteket i Esbjerg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar