30. april 2009

Naturvidenskab - på den sjove måde

Som jeg skrev i går har jeg været på kursus, hvor vi bl.a. besøgte Danfoss Universe - Det var rigtig sjovt og spændende. Du kan se her, hvad det er. http://www.danfossuniverse.com/
Det er et besøg værd. Tiden flyver afsted, når man er der.

Jeg har lært at stikke et grillspyd gennem en oppustet ballon uden at luften gik ud af ballonen - og en masse andre sjove forsøg. Tror du på det?
Du kan selv finde mere om dette forsøg og andre sjove forsøg og eksperimenter her http://www.formidling.dk/sw6299.asp
Efter sommerferien vil vi lave små sjove eksperimenter på børnebiblioteket. Glæd dig.

29. april 2009

Børneteater festival 2009


Hele sidste uge var der Børneteaterfestival i Ballerup - og en børnebibliotekar herfra var med hele ugen. Næste år, skal festival´en være i Esbjerg fra søndag den 11. april til søndag den 18.april - så der er noget at se frem til. Der vil blive spillet rigtig, rigtig mange forestillinger - og det bedste er, at der er gratis adgang - 25.000 billetter skal der uddeles ialt.

Dansens dag


Så blev det endelig min uge til at skrive på vores blog. Jeg har ikke fået skrevet på den mandag og tirsdag fordi jeg har været på kursus i Sønderborg, men det fortæller jeg mere om imorgen..


UNESCO har udpeget den 29. april til at være Dansens Dag over hele verden. I mange byer er der fællesdans den 2. maj klokken 12.


Her på biblioteket fejrer vi dagen med en flot ballet opvisning kl 17 . Der kommer cirka 30 børn og unge fra Kulturskolen og danser - det varer en times tid og der er gratis adgang. Det foregår i Storm P salen .


Se mere om Dansens dag http://dansensdage.dk/

27. april 2009

Esbjerg Fodboldklub


Efter at Esbjerg Fodboldklub (EFB) har vundet såvel torsag over Aab som søndag over Vejle, er det igen blevet dejligt at se superliga-fodbold og holde med Esbjerg. Esbjerg har nu i de 2 sidste kampe samlet scoret 6 (seks) mål, og fremtiden ser lysere ud.
Som fodboldfan kræves der ikke så meget - bare at Esbjerg vinder en gang imellem - så er man atter glad.
Hvis du er interesseret i Esbjerg Fodboldklub kan du se mere på klubbens hjemmeside: http://www.efb.dk/fodbold/klubben.html
eller er interesseret i holdets fanklub så er dens hjemmeside:

22. april 2009

VERDENS BOGDAG



I dag er det Verdens bogdag og på denne for et børnebibliotek så store dag, vil jeg fortælle om de bøger, som for mig uden sidestykke er de mest betydningsfulde.

Laura Ingalls Wilder skrev i årene 1930-1948 sin barndoms historie. Bøgerne hed tidligere Laura-bøgerne, men er i dag mest kendt som "Det lille hus på prærien" serien.

Laura Ingalls var født i 1867 og boede sammen med sin familie i forskellige stater i USA.
Igennem 10 bøger og mere end 2000 sider beskriver hun et trygt familieliv for sig og sine 3 søstre og forældrene. De bor altid på civilisationen rand og lever som nybyggere på prærien i henholdsvis Kansas, Minnesoda og South Dakota.
Gennem glæder og sorger følger vi familien Ingalls. Glæderne er de fleste, mens sorgen over søsteren Marys blindhed er den største.
Familien er fattig opg arbejdssom og klarer sig - selv om græshopper og hagl ødelægger høsten.
Vi følger familien fra 1872 -1885, hvor Laura bliver gift med Almanzo.

Der er mange times god læsning i disse bøger og alle kan være med. De kan anvendes til højtlæsning for børn fra 5år og senere til selvlæsning og endelig genlæses som voksen.

Når først man som jeg har fået bøgerne i blodet, er der ingen vej tilbage, det er en kærlighed, som varer hele livet.

Verdens bogdag


SÅ ER DER KUN 1 DAG TILBAGE TIL VERDENS BOGDAG

21. april 2009

Anmeldelse af børnebøger

Har du svært ved at få gode ideer til læsning eller til højtlæsning findes der på nettet en anmeldeside:

http://www.fortællingen.dk/

Her anmeldes mange af de nyeste børnebøger fra billedbøger og højtlæsning til ungdomsbøger udførligt.
Det er et rigtigt godt sted at hente ideer, når ens egen hjerne er tom, eller du gerne vil følge med i, hvad der sker på børnebogsmarkedet.
Foruden anmeldelser findes her forfatterportrætter, og interview med såvel forfattere som andre kulturpersoner, der har tilknytning til børnelitteraturen.
Så du kan også anvende siden til skoleopgaver.

P.S.
... der er nu 2 dage til Verdens Bogdag og Musikkens dag.

20. april 2009

Verdens Bogdag

Torsdag den 23 april er det VERDENS BOGDAG OG MUSIKKENS DAG.

http://www.verdensbogdag.dk/

Som børnebibliotek er det en stor dag og nedtællingen er begynd her på Bibkids ...
- der er 3 dage til -

På Esbjergs biblioteker fejres dagen ved at hver af bibliotekets ansatte har valgt deres 5 ynglingsbøger og CD, som bliver stillet frem på alle biblioteker.

For en gammel biblioteksrotte som mig er det et problem at vælge og nøjes med 5 bøger - det er virkelig svært.

Her kan alle være med - børn og voksne - prøv selv og vælge jeres ynglingsbøger eller CD og begræns derefter til 5 - skriv derefter 2-3 linjer om hver for at sælge jeres favoritter.

15. april 2009

Verdens yngste forfatter

Hvis man går med forfatterdrømme så er der her lidt inspiration: Adora Svitak er en pige på 11 år som allerede har fået udgivet flere bøger på amerikansk. Hun udgav sin første bog som 7-årig og har siden da fået udgivet flere bøger. Hun har flere gange medvirket i amerikansk morgentv. På hendes hjemmeside kan man læse mere om Adora og læse eksempler på hendes bøger. Man kan også blogge med hende.
Alder spiller ingen rolle for en forfatter, så hvis du har en historie i hovedet er det bare med at komme igang og skrive den ned.
I Danmark findes der flere forfatterskoler for både børn og voksne. Blandt andet er der en forfatterskole på Fanø.

Tre måneder til den nye Harry Potter film

Du kan jeg snart ikke vente længere. Jeg vil se den nye Harry Potter film, men må desværre væbne mig med tålmodighed, for den får først premiere d. 17/7. Det er hele tre måneder! Jeg synes det er urimeligt at skulle vente så længe.

Jeg har fundet denne trailer, kig lidt på den og glæd dig Harry Potter og halvblodsprinsen

I mellemtiden overvejer jeg at læse hele serien igen. Glæder mig allerede til at komme ind i universet og leve der de næste par uger...






Hilsen Karen

8. april 2009

Farvel og god påske

Nej hvor skønt - jeg har fået lov til at gå tidligt hjem idag. Det er bare dejligt - nu har jeg ferie helt til 20. april. Kan I alle have en god påskeferie. Husk nu at vi har lukket på lørdag. Men men men I kan stadig nå det - der er åben helt til kl. 19.00 idag.

Jeg skal ikke noget særligt i ferien - så jeg håber på masser af godt vejr. Så kan jeg nemlig ligge ude i min have og læse alle de biblioteksbøger, jeg har hjemme. Jeg er gået igang med den sidste nye af Tamora Pierce - Kejserindens Vrede og jeg er helt ked af, at den snart er slut. Hun er bare god. Derudover er jeg ved at få læst alle Harry Potter bøgerne højt på lydbog. Det er mange år siden jeg har læst dem, for jeg købte dem efterhånden, som de kom. Jeg er nået midtvejs i Flammernes Pokal og synes bare de er gode og spændende. Det er mine ynglingsbøger sammen med Tamora Pierces. Jeg har også lånt nogle voksenbøger og der findes også mange gode.

GOD PÅSKE

Hej til endnu en dejlig solskinsdag

Jamen som solen dog skinner dejligt allerede nu her kl. halv ni. Jeg kan godt forstå, hvis alle børn og voksne helst vil være udenfor og nyde dette dejlige solskinsvejr. Vil bare lige minde om, at det idag er sidste chance for at komme på biblioteket inden påsken. Så hvis I mangler lidt underholdning til helligdagene, så kig ind til os. Ellers åbner vi igen tirsdag den 14. april kl. 10.00. Vi har altså lukket på lørdag!!

Jeg er klar herinde til at hjælpe med at finde de spændende film, bøger, og spil og det er jeg indtil kl. 14.30 sammen med Lotte og fra 14.30 til 19.00 er det Annette og Britta, der er klar til at hjælpe.

Jeg synes, det er dejligt, at det er blevet forår - det betyder så meget, at solen kommer frem. Alting går nemmere i solskin, synes jeg. Og man kan sagtens nå ud i solen efter arbejde, i al fald når man som jeg har fri kl. 15.00 Det er bare lækkert.

7. april 2009

Hej hej igen

Nu har jeg været i udlånet i 3 timer og der har faktisk været mange lånere her på børnebiblioteket i formiddag. Nu er vejret blevet rigtig godt, så nu tror jeg, mange børn og deres forældre foretrækker at være udenfor - og det forstår jeg godt. Det ser virkelig lækkert ud, når jeg kigger ud i vores gårdhave. Da langt de fleste selv udlåner det, de vil låne, ved jeg ikke hvor meget, der er blevet udlånt, men jeg tror, det er en hel del. Om 2 timer vil jeg også ud i min have.

Jeg tror også der er mange butikker, der arrangerer ting for børn her i ferien, så der er nok at lave for jer børn. Men husk at sidste frist får at låne her hos os til ferien er imorgen ondsdag, for vi holder lukket på lørdag.

God morgen, god morgen

Ja så er jeg frisk til en ny arbejdsdag her på børnebiblioteket. Endnu er solen ikke fremme, så måske komer der flere gæster i dag. Det håber jeg - vi har mange dejlige tng, der gerne skulle lånes ud i påskeferien.

For mit vedkommende starter dagen med, at jeg skal ud at pakke vores bogbus. Det betyder, at hvis der mangler nogle materialer til udlån i bussen, fordi der blev lånt meget ud i går, så skal jeg finde andre ting her i biblioteket og sætte det på plads i bussen. Normalt ligger der en seddel fra den bibliotekar, der kørte bussen igår. Ud over at fylde op, skal jeg også sætte alle de ting ud, som lånerne på dagens rute har bestilt og som er kommet hjem. Så kan de lige nå at få det til ferien. Jeg må hellere komme i omdrejninger, så jeg er klar til at hjælpe lånerne, når vi åbner kl. 10.00.

6. april 2009

Hej

I denne meget korte uge er det mig, der skal skrive her på børnebibliotekets blog. Jeg hedder Lene og arbejder på børnebiblioteket i Nørregade, Esbjerg. Der er ikke mange på arbejde i disse 3 dage før påske, og jeg kan ikke selv finde ud af at få et billede på, så det må vente til næste gang, det bliver min tur.

Jeg vil fortælle, at jeg læser rigtig mange bøger og allerflest børnebøger. Jeg er meget interesseret i fantasy bøger, og dem kommer der flest af til børn og unge. Det er helt ok med mig, for de fleste af dem er rigtig gode. Jeg har lige læst en ny der hedder "I månens skygge" af Pernille Eybye. En rigtig god bog der indeholder alt, hvad der kræves af en fantasybog - hekse, magi og forbandelser, men som også handler om forbudt og umulig kærlighed mellem to unge mennesker, der nægter at give op, men vælger at kæmpe for at få hinanden.

Lige nu læser jeg Kejserindens vilje af Tamora Pierce, og hun er jo bare en fantastisk forfatterinde. Denne nye bog er fortsættelse til serierne Magiens cirkel og Cirklen åbnes og er virkelig spændende og meget velskrevet. Jeg kan i det hele taget varmt anbefale hendes bøger.

Det er fint vejr idag, så der er ikke så mange inde at besøge os her på børnebiblioteket, men måske kommer der flere i morgen. Jeg regner da med, at en masse børn og unge skal have lånt rigtig mange gode bøger, spil, film osv til Påskeferien.

1. april 2009

1. april - aprilsnar




Så er det april og næsten forår (ifølge vejrudsigten). Jeg kan godt lide aprilsnar, men jeg er ikke god til det selv. Jeg kommer altid til at grine, når jeg står og fortæller en løgn (af den type i hvert fald). Så det lykkes sjældent for mig, at narre nogen. Jeg er dumpet i nogen gange på andres aprilsnar.
Det er endnu ikke lykkedes mig at fange en fotograf. Jeg bliver nok nødt til at tage min kamera med hjemmefra - hvis jeg kan finde det.
Nu er det snart påskeferie. Jeg håber på godt vejr, men hvis det bliver koldt igen, kan man jo krybe sammen i sofaen og læse en rigtig god bog.
Jeg vil gerne anbefale denne titel: Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling (Den store djævlekrig ; 1). Den er spændende og hylende morsom.








Djævelen jagter sin efterfølger og har valgt verdens ondeste dreng Søren som den nye djævel. Desværre for vores hovedperson Phillip Engell (læg mærke til navnet) verdens sødeste dreng, er det ham som ender i helvedet. Og så får Djævelen travlt med at gøre verdens sødeste dreng til en djævel. En næsten umulig opgave.
Bogen er fra ca. 12 år - forholdsvis nem at læse. Og læg mærke til at det er en serie. Bind 2: Dødens terning er udkommet og bind 3 er på vej.
God fornøjelse.