30. august 2010

Årets læsekonkurrence.

På børnebiblioteket kårede vi følgende vindere af læsekonkurrencen : Vinderen blev, for de store børn, Emilie Christiansen - der havde læst 11.200 sider, mest fodbold og pigebøger.
Vinderen for de yngste blev Anders Holm Jensen, der havde læst 4000 sider.
Vinderen af højtlæsningskonkurrencen blev Jeppe Lund - der havde fået læst 425 sider op..

Hvor var det dejligt at se så mange børn her på biblioteket i lørdags - og se den spænding der var, når I skulle pakke gevinsterne op.

Det er super, så meget der er blevet læst i ferien - vi gentager succesen næste år.

28. august 2010

Vinderne af Læsekonkurrencen 2010

Så er det idag vinderne af Læsekonkurrencen 2010 bliver offentliggjort!

Kom ned på dit bibliotek, og hør om du har vundet en af de mange flotte præmier.

Vær med igen i konkurrencen næste år.

Vi glæder os til at se jer på biblioteket.

24. august 2010

Narnia: Morgenvandrerens rejse

Næste bind af C.S. Lewis´ Narnia-serie får premiere til december, men du kan allerede nu se en trailer for filmen her.

Lucy og Edmund vender tilbage til Narnia, hvor de må hjælpe Kong Caspian i hans eftersøgning af 7 forsvundne hertuger. Desværre er det lykkedes deres rædselsfulde fætter, Eustace, at komme med på rejsen...


Du kan læse mere om filmen og filmatiseringen af Narnia-serien på filmens officielle hjemmeside.

23. august 2010

Ny bog på vej fra Lene Kaaberbøl

Så er der nyt på vej fra Lene Kaaberbøl!

15. september udkommer 1. bind i hendes nyeste fantasyserie Vildheks. Bogen hedder Ildprøven, og handler om Clara, som er en helt almindelig, genert og lidt kedelig pige - tror hun da. Men da hun møder den sorte kat, begynder der at ske mærkelige ting omkring og med hende, og pludselig er hun ikke almindelig mere. Og at være ualmindelig kan være farligt...

Efter planen skulle de næste 2 bind udkomme i 2011, og der skulle være flere på vej.

Læs mere på forlagets hjemmeside.

18. august 2010

Zynga, Playfish og Facebook

Her sidder jeg og har endelig tid til at læse og indhente en hel del af alt det der ikke har været tid til, fordi jeg hele tiden er i udlånet. Det er SKØNT!!

Lige nu læser jeg i det ganske glimrende danske månedsmagasin Gameplay og finder en hel masse interessante ting.

Der står fx, at Zynga der er det firma der har lavet Facebook spillet Farmville, overvejer at lave deres eget Gamesite og helt trække sig ud af Facebook. En af grundende til dette, skulle være at Zynga betaler 30 procent i skat til Facebook, hver gang en spiller køber noget for rigtige penge til deres farm. Det er Zynga nu så sure over, at de truer med at trække Farmville ud af Facebook.
Det er noget af en trussel eftersom der er rigtig, rigtig mange Farmville spillere på Facebook. Jeg tænker Du kender spillet - derfor ikke nogen nærmere introduktion til det??! ;)

En anden ting der står er, at spilfirmaet Playfish, der blandt andet laver Facebook spillene Pet Society og My Impire, er blevet opkøbt af EA Games for intet mindre end 275 millioner dollar´s. Det var altså 275 MILLIONER DOLLAR!! Nøj hvor er det altså bare mange penge!

Gameplay er et rigtig godt månedsmagasin, synes jeg, men desværre er det ikke et vi har til udlån. Hvis vi havde, skulle det iøvrigt også være til udlån i voksenbiblioteket, for det er mest om spil for voksne... Men, hvis du og din voksen har lyst til at læse det, så kan Du jo bare besstille det hos Os, så skaffer vi det hjem til dig :)

Se mere om Gameplay her: http://www.facebook.com/pages/gameplay/167196664998?v=wall

Læsekonkurrence 2010


HUSK at LÆSEKONKURRENCEN og HØJTLÆSNINGSKONKURRENCEN slutter LØRDAG den 21 AUGUST, hvor I skal huske at aflevere jeres hæfte.

I kan altså godt nå i slutspurgten at læse et par bøger.

17. august 2010

Svalerne og Piraterne




I min barndom læste jeg 10 bøger af forfatteren Arthur Ransome, som handlede om en flok børn der sejlede i deres egen lille sejlbåd på en sø i England. Jeg læste bøgerne igen og igen.


I sommer her 45år senere var jeg på ferie i Lake District i England, og stor var min glæde, da jeg fandt ud af at søen, jeg boede ved, var hvor disse børn kaldet Svalerne og Piraterne (efter deres både Svalen og Amazonen) sejlede.


Jeg fandt også ud af at bøgerne var nyudgivet og at adskillige ikke var oversat. Jeg købte selvfølgelig alle bøgerne, og er nu ifærd med at genlæse min barndom.
Jeg kan kun anbefale en læsning af disse bøger, som Esbjerg Bibliotek har stående i deres magasin. For mere information om se http://en.wikipedia.org/wiki/Swallows_and_Amazons

16. august 2010

Palles Gavebod


Så er det dagen, hvor hjemmesiden Palles Gavebod åbner. Det er alle børnebibliotekers hjemmeside - fortrinsvis for børn fra 8-12 år.

Kom på børnebibliotekerne og få hjælp til at bruge siden.

Kl 15. 30 er det muligt at chatte med Rene Toft Simonsen (forfatteren til Karla-bøgerne)

13. august 2010

Husk nu stadig at komme og besøge os

Selvom alle børn er startet i skole igen, synes vi, det vil være hyggeligt, hvis I stadigvæk har tid til at komme på børnebiblioteket en gang i mellem. Både for at finde bøger til fritidslæsning, spil og film, men også for at finde bøger til skoleopgaver. Vi vil meget gerne hjælpe Jer.

Og lige en sidste reminder fra mig :

HUSK - læsekonkurrencen - aflevere hæftet senest 21. august og kom til præmieuddeling 28. august

HUSK - åbningsfest for pallesgavebod 16. august kl. 14.00

Begge dele på børnebiblioteket i Nørregade.

12. august 2010

Åbning af Pallesgavebod.dk




Børnebibliotekernes nationale hjemmeside - pallesgavebod - åbner "rigtigt" den 16. august.



I den anledning holder børnebiblioteket i Nørregade åbningsreception den 16. august kl. 14.00.


Der vil foregå diverse ting, være quizzer og præmier og mange andre ting. Man kan også chatte live med Rene Toft Simonsen - forfatterínde til Karla-bøgerne og berømt fotomodel. Kig forbi - det bliver hyggeligt.

















10. august 2010

Så er sommerferien snart forbi

Hej Alle

I morgen slutter skolernes sommerferie og hverdagen starter igen. Det er ok for de fleste børn, tror jeg. 6½ uges ferie er dejligt,men er det så ikke også godt nok at skulle igang igen?

Selv har jeg holdt næsten 4 ugers sommerferie og jeg synes, det er fint nok at komme i gang med at arbejde igen.

Jeg skal have fundet ud af, hvornår vi skal mødes i anmelderklubberne her til september, når de starter op igen. Jeg tror det bliver torsdage fra starten i al fald. Muligvis bliver drengenes dag rettet til mandag efter jul - nu ser vi.

2. august 2010

...og skolen venter lige om hjørnet


Ja, så er den dejlige sommeferie næsten overstået. Det er august måned og sommeren går på hæld. Vi krydser fingre for at vi får en rigtig dejlig sensommer her i august og september. Min sommer har i hvert fald været rigtig dejligt. Jeg lånte et sommerhus på Fanø - i Sønderho. Et rigtig dejligt sommerhus - stille og afsidesliggende, så der var masser af fred og ro. Lige til at stresse af i. Da min ferie startede i uge 26 kom sommeren. Så det var bare perfekt. Jeg er blevet rigtig brun i år af den dejlige danske sommer.
Og nu er høsten gået i gang, og skolen venter lige om hjørnet...