30. april 2009

Naturvidenskab - på den sjove måde

Som jeg skrev i går har jeg været på kursus, hvor vi bl.a. besøgte Danfoss Universe - Det var rigtig sjovt og spændende. Du kan se her, hvad det er. http://www.danfossuniverse.com/
Det er et besøg værd. Tiden flyver afsted, når man er der.

Jeg har lært at stikke et grillspyd gennem en oppustet ballon uden at luften gik ud af ballonen - og en masse andre sjove forsøg. Tror du på det?
Du kan selv finde mere om dette forsøg og andre sjove forsøg og eksperimenter her http://www.formidling.dk/sw6299.asp
Efter sommerferien vil vi lave små sjove eksperimenter på børnebiblioteket. Glæd dig.

29. april 2009

Børneteater festival 2009


Hele sidste uge var der Børneteaterfestival i Ballerup - og en børnebibliotekar herfra var med hele ugen. Næste år, skal festival´en være i Esbjerg fra søndag den 11. april til søndag den 18.april - så der er noget at se frem til. Der vil blive spillet rigtig, rigtig mange forestillinger - og det bedste er, at der er gratis adgang - 25.000 billetter skal der uddeles ialt.

Dansens dag


Så blev det endelig min uge til at skrive på vores blog. Jeg har ikke fået skrevet på den mandag og tirsdag fordi jeg har været på kursus i Sønderborg, men det fortæller jeg mere om imorgen..


UNESCO har udpeget den 29. april til at være Dansens Dag over hele verden. I mange byer er der fællesdans den 2. maj klokken 12.


Her på biblioteket fejrer vi dagen med en flot ballet opvisning kl 17 . Der kommer cirka 30 børn og unge fra Kulturskolen og danser - det varer en times tid og der er gratis adgang. Det foregår i Storm P salen .


Se mere om Dansens dag http://dansensdage.dk/

27. april 2009

Esbjerg Fodboldklub


Efter at Esbjerg Fodboldklub (EFB) har vundet såvel torsag over Aab som søndag over Vejle, er det igen blevet dejligt at se superliga-fodbold og holde med Esbjerg. Esbjerg har nu i de 2 sidste kampe samlet scoret 6 (seks) mål, og fremtiden ser lysere ud.
Som fodboldfan kræves der ikke så meget - bare at Esbjerg vinder en gang imellem - så er man atter glad.
Hvis du er interesseret i Esbjerg Fodboldklub kan du se mere på klubbens hjemmeside: http://www.efb.dk/fodbold/klubben.html
eller er interesseret i holdets fanklub så er dens hjemmeside:

22. april 2009

VERDENS BOGDAG



I dag er det Verdens bogdag og på denne for et børnebibliotek så store dag, vil jeg fortælle om de bøger, som for mig uden sidestykke er de mest betydningsfulde.

Laura Ingalls Wilder skrev i årene 1930-1948 sin barndoms historie. Bøgerne hed tidligere Laura-bøgerne, men er i dag mest kendt som "Det lille hus på prærien" serien.

Laura Ingalls var født i 1867 og boede sammen med sin familie i forskellige stater i USA.
Igennem 10 bøger og mere end 2000 sider beskriver hun et trygt familieliv for sig og sine 3 søstre og forældrene. De bor altid på civilisationen rand og lever som nybyggere på prærien i henholdsvis Kansas, Minnesoda og South Dakota.
Gennem glæder og sorger følger vi familien Ingalls. Glæderne er de fleste, mens sorgen over søsteren Marys blindhed er den største.
Familien er fattig opg arbejdssom og klarer sig - selv om græshopper og hagl ødelægger høsten.
Vi følger familien fra 1872 -1885, hvor Laura bliver gift med Almanzo.

Der er mange times god læsning i disse bøger og alle kan være med. De kan anvendes til højtlæsning for børn fra 5år og senere til selvlæsning og endelig genlæses som voksen.

Når først man som jeg har fået bøgerne i blodet, er der ingen vej tilbage, det er en kærlighed, som varer hele livet.

Verdens bogdag


SÅ ER DER KUN 1 DAG TILBAGE TIL VERDENS BOGDAG

21. april 2009

Anmeldelse af børnebøger

Har du svært ved at få gode ideer til læsning eller til højtlæsning findes der på nettet en anmeldeside:

http://www.fortællingen.dk/

Her anmeldes mange af de nyeste børnebøger fra billedbøger og højtlæsning til ungdomsbøger udførligt.
Det er et rigtigt godt sted at hente ideer, når ens egen hjerne er tom, eller du gerne vil følge med i, hvad der sker på børnebogsmarkedet.
Foruden anmeldelser findes her forfatterportrætter, og interview med såvel forfattere som andre kulturpersoner, der har tilknytning til børnelitteraturen.
Så du kan også anvende siden til skoleopgaver.

P.S.
... der er nu 2 dage til Verdens Bogdag og Musikkens dag.