2. november 2009

Lige en enkelt anmeldelse mere


Jagten på det hellige barn af Lene Møller Jørgensen

Sanaa arbejder som pige på en kro fordi hun som spæd blev efterladt udenfor kroen. En dag bliver hun nødt til at flygte, for kroejeren har solgt hende til en mand, som den unge Sanaa ikke vil have noget med at gøre. Sammen med dværgen Oka, som også er blevet solgt drager hun ud på en lang og farlig rejse, hvis mål er at finde hendes mor, som sammen med Sanaa efterlod et brev. Undervejs støder en ”uren” sig til dem på rejsen og selvom de i starten ikke er glade for det, viser det sig hurtigt, at han er til stor gavn – faktisk redder han flere gange deres liv med sit eget liv som indsats.En fantastisk spændende bog i fantasygenren skrevet af en dansk forfatter.
fra 12 år - anmeldt af Lene, Børnebiblioteket
Der er kommet mange gode nye bøger i den seneste tid. Kom endelig ind og spørg efter dem. Har vi dem ikke hjemme, kan vi reservere dem til dig og du får så enten en mail, et brev eller en sms når de er her til dig. Vi gør det meget gerne og så kan du jo låne en af dem vi har på hylden indtil du får de reserverede.

Forslag til et par rigtig gode bøger - lige indgået


Den sorte bog er en spændende bog om den unge Ludlow Fitch, der er flygtet hjemmefra og kommer til en lille landsby samtidig med at der ankommer en ny pantelåner til byen. Ludlow for ansættelse som pantelånerens hjælper og det viser sig snart, at det ikke er en helt almindelig pantelåner. Joe Zappidou tager for det første i mod alt hvad folk kommer med og derudover køber han folks hemmeligheder. Fra starten går det rigtig godt for dem men eftrhånden bliver byen indbyggere vrede på dem - en vrede der egentlig ikke burde være vendt mod dem, men mod byens rigmand, der har en klemme på næsten alle de andre.
En rigtig spændene og godt skrevet fantasybog med fart over feltet.
fra 12 år. Anbefalet af Lene, Børnebiblioteket

30. oktober 2009

Lidt mere flytten rundt

Så er der flyttet rundt i børnebiblioteket i Nørregade igen. Denne gang er det Manga-tegneserierne der har fået ny plads. De er blevet flyttet ind i vores Fantasylokale, hvor de står sammen med Fantasybøgerne og tegneserierne.

Kom ind og få et kig på det kæmpestore børnebiblioteket. Det er endnu ikke helt færdigt, men det hjælper.

I næste uge bliver der lagt nyt gulvtæppe på, det kan give lidt mere besvær med at finde bøgerne, men vi skal nok finde dem.

23. oktober 2009

Weekend

Så nærmer tiden sig med raske skridt for weekenden. Jeg skal lige i gang med den sidste kursusdag og når klokken bliver 16 skal jeg holde fri.

Denne weekend skal gå med at arbejde i haven og få spillet lidt mere wii. Jeg er endnu ikke helt færdig med MySims Racing, så det skal nok lige have lidt timer.

Derudover skal jeg spille Disney Prinsesser med min datter. I spillet kan man vælge et mode, hvor man hjælper hinanden igennem det. Det er nu meget hyggeligt.

Mon ikke også der bliver tid til lidt sportsspil og Super Mario Galaxy.

Det er nu dejligt med weekend. Det er også i weekenden man har bedre tid til spise morgenmad sammen. Du får lige en lille opskrift på boller, der skal hæve hele natten og bages om morgenen.

½ l kold vand
1/4 pakke gær
1 tsk salt
1 spsk honning eller sukker
1 spsk olivenolie eller raspolie eller solsikkeolie
2 store håndfulde havregryn eller 5 kornsblanding
Hvedemel

Alt blandes i skål. Det skal ikke æltes i hånden. Dejen skal være meget klistret, men ikke flydende. Film over skålen og i køleskabet natten over. Næste morgen sættes bollerne med to skeer på en bageplade med bagepapir. Efterhæver ca. 10 minutter og sættes i en 200-225 grader varm ovn 20-25 minutter. Bollerne er færdige, hvis de lyder hule, når du banker nedenunder dem.

God weekend

22. oktober 2009

Mere wii

Så har jeg haft spillet Cocoto hjemme. Det er et regulært skydespil, hvor der medfølger en pistol der kobles til wii remoten.

Det handler om en mystisk, ond klovn der har kidnappet feen Fairy, og da Cocoto og hans venner forfølger dem bliver de fanget i et uhyggeligt og mystisk cirkus. Du skal så skyde dig gennem spillet i rollen som Cocoto med wii-pistolen.

Det er meget nemt at gå til spillet og det er ikke så svært. Selv de allermindste kan være med her. Det ærgelige ved spillet er, at jeg kunne gennemføre det på 3 timer og det er lige lidt nok.

21. oktober 2009

Klogere??

I dag er jeg på kursus og det er jeg faktisk resten af ugen. Jeg er i gang med et kursusforløb for børne- og skolebibliotekarer. Det er vi allesammen inde på Børnebiblioteket i Nørregade. Det er et vildt spændende kursus, der handler om børn, kultur og biblioteker.

Første gang handlede det om børn og kultur. Hvordan skal vi som biblioteker arbejde med børn og deres behov. Jeg er stor tilhænger af at de børn der kommer på "mit" bibliotek, skal have en god oplevelse og det skal være fedt at komme her. Jeg synes det er vigtigt at man kommer her fordi man har lyst og ikke fordi man skal. Jeg synes at den gode oplevelse er vigtigere end at vi skal lære børn noget.

Anden gang handlede det om at formidle den gode historie. Hvordan får vi fortalt om alle de fantastiske fortællinger vi har på biblioteket. Noget af det vi lærte er, at vi skal turde fortælle hvad vi selv synes om fortællingerne og huske at det børn læser, kan vi lære meget af. Vi skal huske det er sjovt at fortælle og at vi på den måde, kan give mange andre de fede oplevelser der er ved fortællinger.

Denne gang handler det om degitale medier, altså om f.eks. computerspillene. Vi ved at børn bruger mange forskellige medier i løbet af dagen, men hvad er det de bruger dem til og hvad får de ud af at bruge dem. Vi skal høre om hvorfor det er sjovt at spille computerspil og hvad man får ud af det. Personligt synes jeg det er fedt at spille computerspil fordi det er sjovt, derfor! Vi skal også høre om, hvad det betyder for biblioteket, at børn bruger medier og har ændret kulturvaner.

Jeg tror det bliver spændende. Det har hårdt at forberede sig til kurserne, for der har været rigtig meget at læse og det har været lidt svære tekster i forhold til det jeg plejer at læse. Men jeg glæder mig.

20. oktober 2009

Wii spil

Jeg har haft gang i wii'en de sidste par dage. Det kan anbefales og tiden er jo lige til det. Så kom i gang med at spille og anmeld selv spil her på siden :-)

Det ene af dem hedder The munchables. Et spil hvor man skal redde 8 planeter i galaksen, der er invaderet af rumpirater. Det specielle ved disse rumpirater er, at de ligner grøntsager og de kun kan udryddes ved at æde dem! Man vælger at spille som enten Munchy eller Chomper, der begge har det tilfælles, at de har en emorm appetit. Oplægget til spillet synes jeg lyder okay, men jeg må indrømme at det var ikke lige mig at spille det. Historien er ikke for god, de små fortællinger i mellem spillene, er ikke ret gode og jeg synes grafikken er træls. Det positive er, at det er nemt at gå til også selvom det er på engelsk.


Se her om spilllet er hjemme på biblioteket eller du kan reservere det

Til gengæld blev jeg ret hooked på MySims racing. Til at starte med synes jeg det virkede lidt små kedeligt og lidt for barnligt. Det tog lidt tid at komme i gang. Min datter på 7 vil synes det er rigtig fedt, fordi man kan "lave sig selv", som hun siger. Det kan tage lidt tid, for der er rigtig meget man kan ændre på. Jeg endte op med en regnbuefarvet bil med hjerter og valgte selvfølgelig en pigesims. I fortællermodet kører man rundt i byen og hjælper sine venner, så man kan få gang i det store race, som man havde i gamle dage. Jeg blev ret begejstret for spillet og skulle lige igennem en bane mere. Jo flere baner man gennemfører jo mere kan man gøre ved bieln. Derudover er banerne af en sværhedsgrad, så jeg blev ved med at synes de var interessante. Kan absolut anbefales også selvom det hele foregår på engelsk.

Se her om MySims Racing er hjmme på biblioteket eller reserver det


Mit favoritspil i denne omgang er nu Boom Blox. Jeg ved ikke hvad der er med dette spil, men det fænger helt vildt. Det handler om at få smadret blokkene og det skal gøres enten helt vildt hurtigt eller meget perfekt. Jeg synes det er super underholdende. Jeg har også fået afprøvet multiplayerspillene i Boom Blox og det kan anbefales. Der er rige muligheder for at drille modparten, være helt vildt god selv, mens man samtidig skal passe på ikke at hjælpe den man spiller mod for meget. Der ligger mange timers spil her. Og jeg kan anbefale begge spil der er kommet.


Se her om Boom Blox er hjemme på biblioteket ellers kan du reservere det