15. april 2009

Tre måneder til den nye Harry Potter film

Du kan jeg snart ikke vente længere. Jeg vil se den nye Harry Potter film, men må desværre væbne mig med tålmodighed, for den får først premiere d. 17/7. Det er hele tre måneder! Jeg synes det er urimeligt at skulle vente så længe.

Jeg har fundet denne trailer, kig lidt på den og glæd dig Harry Potter og halvblodsprinsen

I mellemtiden overvejer jeg at læse hele serien igen. Glæder mig allerede til at komme ind i universet og leve der de næste par uger...






Hilsen Karen

8. april 2009

Farvel og god påske

Nej hvor skønt - jeg har fået lov til at gå tidligt hjem idag. Det er bare dejligt - nu har jeg ferie helt til 20. april. Kan I alle have en god påskeferie. Husk nu at vi har lukket på lørdag. Men men men I kan stadig nå det - der er åben helt til kl. 19.00 idag.

Jeg skal ikke noget særligt i ferien - så jeg håber på masser af godt vejr. Så kan jeg nemlig ligge ude i min have og læse alle de biblioteksbøger, jeg har hjemme. Jeg er gået igang med den sidste nye af Tamora Pierce - Kejserindens Vrede og jeg er helt ked af, at den snart er slut. Hun er bare god. Derudover er jeg ved at få læst alle Harry Potter bøgerne højt på lydbog. Det er mange år siden jeg har læst dem, for jeg købte dem efterhånden, som de kom. Jeg er nået midtvejs i Flammernes Pokal og synes bare de er gode og spændende. Det er mine ynglingsbøger sammen med Tamora Pierces. Jeg har også lånt nogle voksenbøger og der findes også mange gode.

GOD PÅSKE

Hej til endnu en dejlig solskinsdag

Jamen som solen dog skinner dejligt allerede nu her kl. halv ni. Jeg kan godt forstå, hvis alle børn og voksne helst vil være udenfor og nyde dette dejlige solskinsvejr. Vil bare lige minde om, at det idag er sidste chance for at komme på biblioteket inden påsken. Så hvis I mangler lidt underholdning til helligdagene, så kig ind til os. Ellers åbner vi igen tirsdag den 14. april kl. 10.00. Vi har altså lukket på lørdag!!

Jeg er klar herinde til at hjælpe med at finde de spændende film, bøger, og spil og det er jeg indtil kl. 14.30 sammen med Lotte og fra 14.30 til 19.00 er det Annette og Britta, der er klar til at hjælpe.

Jeg synes, det er dejligt, at det er blevet forår - det betyder så meget, at solen kommer frem. Alting går nemmere i solskin, synes jeg. Og man kan sagtens nå ud i solen efter arbejde, i al fald når man som jeg har fri kl. 15.00 Det er bare lækkert.

7. april 2009

Hej hej igen

Nu har jeg været i udlånet i 3 timer og der har faktisk været mange lånere her på børnebiblioteket i formiddag. Nu er vejret blevet rigtig godt, så nu tror jeg, mange børn og deres forældre foretrækker at være udenfor - og det forstår jeg godt. Det ser virkelig lækkert ud, når jeg kigger ud i vores gårdhave. Da langt de fleste selv udlåner det, de vil låne, ved jeg ikke hvor meget, der er blevet udlånt, men jeg tror, det er en hel del. Om 2 timer vil jeg også ud i min have.

Jeg tror også der er mange butikker, der arrangerer ting for børn her i ferien, så der er nok at lave for jer børn. Men husk at sidste frist får at låne her hos os til ferien er imorgen ondsdag, for vi holder lukket på lørdag.

God morgen, god morgen

Ja så er jeg frisk til en ny arbejdsdag her på børnebiblioteket. Endnu er solen ikke fremme, så måske komer der flere gæster i dag. Det håber jeg - vi har mange dejlige tng, der gerne skulle lånes ud i påskeferien.

For mit vedkommende starter dagen med, at jeg skal ud at pakke vores bogbus. Det betyder, at hvis der mangler nogle materialer til udlån i bussen, fordi der blev lånt meget ud i går, så skal jeg finde andre ting her i biblioteket og sætte det på plads i bussen. Normalt ligger der en seddel fra den bibliotekar, der kørte bussen igår. Ud over at fylde op, skal jeg også sætte alle de ting ud, som lånerne på dagens rute har bestilt og som er kommet hjem. Så kan de lige nå at få det til ferien. Jeg må hellere komme i omdrejninger, så jeg er klar til at hjælpe lånerne, når vi åbner kl. 10.00.

6. april 2009

Hej

I denne meget korte uge er det mig, der skal skrive her på børnebibliotekets blog. Jeg hedder Lene og arbejder på børnebiblioteket i Nørregade, Esbjerg. Der er ikke mange på arbejde i disse 3 dage før påske, og jeg kan ikke selv finde ud af at få et billede på, så det må vente til næste gang, det bliver min tur.

Jeg vil fortælle, at jeg læser rigtig mange bøger og allerflest børnebøger. Jeg er meget interesseret i fantasy bøger, og dem kommer der flest af til børn og unge. Det er helt ok med mig, for de fleste af dem er rigtig gode. Jeg har lige læst en ny der hedder "I månens skygge" af Pernille Eybye. En rigtig god bog der indeholder alt, hvad der kræves af en fantasybog - hekse, magi og forbandelser, men som også handler om forbudt og umulig kærlighed mellem to unge mennesker, der nægter at give op, men vælger at kæmpe for at få hinanden.

Lige nu læser jeg Kejserindens vilje af Tamora Pierce, og hun er jo bare en fantastisk forfatterinde. Denne nye bog er fortsættelse til serierne Magiens cirkel og Cirklen åbnes og er virkelig spændende og meget velskrevet. Jeg kan i det hele taget varmt anbefale hendes bøger.

Det er fint vejr idag, så der er ikke så mange inde at besøge os her på børnebiblioteket, men måske kommer der flere i morgen. Jeg regner da med, at en masse børn og unge skal have lånt rigtig mange gode bøger, spil, film osv til Påskeferien.

1. april 2009

1. april - aprilsnar




Så er det april og næsten forår (ifølge vejrudsigten). Jeg kan godt lide aprilsnar, men jeg er ikke god til det selv. Jeg kommer altid til at grine, når jeg står og fortæller en løgn (af den type i hvert fald). Så det lykkes sjældent for mig, at narre nogen. Jeg er dumpet i nogen gange på andres aprilsnar.
Det er endnu ikke lykkedes mig at fange en fotograf. Jeg bliver nok nødt til at tage min kamera med hjemmefra - hvis jeg kan finde det.
Nu er det snart påskeferie. Jeg håber på godt vejr, men hvis det bliver koldt igen, kan man jo krybe sammen i sofaen og læse en rigtig god bog.
Jeg vil gerne anbefale denne titel: Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling (Den store djævlekrig ; 1). Den er spændende og hylende morsom.








Djævelen jagter sin efterfølger og har valgt verdens ondeste dreng Søren som den nye djævel. Desværre for vores hovedperson Phillip Engell (læg mærke til navnet) verdens sødeste dreng, er det ham som ender i helvedet. Og så får Djævelen travlt med at gøre verdens sødeste dreng til en djævel. En næsten umulig opgave.
Bogen er fra ca. 12 år - forholdsvis nem at læse. Og læg mærke til at det er en serie. Bind 2: Dødens terning er udkommet og bind 3 er på vej.
God fornøjelse.